Livet som statsløs Palæstinenser
Jeg er 24 år gammel og jeg bor den dag i dag i Chiang Mai, en smuk by i den nordlige del af Thailand.
Jeg er uddannet Web Integrator på Media College Aalborg tilbage i år 2010, og jeg har arbejdet med hjemmeside, og computer det meste af mit liv. Jeg elsker det, og nyder det. Det er alt fra musikproduktion, til hjemmesider og meget andet. Jeg har sågar prøvet at kode min egen lommeregner (vigtig viden, ligegyldig info).
Men jeg har altid interesseret mig inden for web og startede derfor tilbage i 2004, med at begynde at snuse lidt nærmere til det med hjemmeside og programmering. Jeg blev hurtig grebet af det. Og syntes det var enormt spændende, og ønskede at jeg en dag kunne leve af det. Det er jo alles drøm at leve af noget man elsker at lave. Jeg brugte meget tid på hjemmesider og jeg fandt hurtig ud af hvor stort et samlings punkt en hjemmeside kunne være. Det udnyttede jeg under Mohammed Krisen og lavede en hjemmeside omkring Danmarks rolle i Mohammed krisen. Der blev skabt en stort debat hjemmeside jeg lukkede ned. Det blev for meget med de kommentarer og reaktioner folk kom med. Så jeg valgte at trække stikket ud og fokusere på at lave hjemmesider for små virksomheder osv.
Det handler om dine chancer i livet!
Jeg havde aldrig haft i sinde at skulle til Asien, aldrig. Indtil jeg blev lokket hertil efter mit job i Dubai ikke blev til noget. Mine gode kammerat, blev ved med at sige jeg skulle komme til Thailand og holde nytår. Jeg var som så mange andre danskere, meget skeptisk overfor Thailand. Indtil jeg blev modtage.
Jeg har aldrig følt mig så accepteret som jeg gør hernede. Jeg er både muslim, og dansk født Palæstinenser. Det er meget svært, i den verden som vi lever i, i dag at blive “accepteret”. Og det skal ikke forståes på den måde at vi ikke er velkommne nogen steder osv. Men vi mennesker har det meget med at generalisere. Hvilket er forståeligt, for vi tror jo på det medierne skriver. Eller gør de fleste i hvert fald.
Men nok om alt det kedeligt.
Jeg kommer til Thailand, og jeg ender heldigvis med at komme til jobsamtale, og jeg får jobbet. Helt klart det bedste der er sker for mig i hele mit liv. Jeg har aldrig været så glad, så positiv, så tilpas, nogen steder, som jeg er i Thailand.
Husk på at jeg er dansker, der har forældre der statsløse Palæstinenser. Jeg har ikke engang været i mit eget “hjemmeland”. Og jeg tror det er derfor jeg er god til at føle mig tryg de steder jeg er. Uanset hvor jeg er.
Danmark
Danmark er det bedste land i verden, og jeg vil gøre alt retfærdigt for Danmark. Jeg kan ikke være taknemmelig nok overfor hvad Danmark har gjort for min familie, og jeg efter de kom til Danmark fra Palæstina. Jeg står i gæld resten af livet. Når jeg ser på Palæstina hvor mine rødder egentlig stammer fra, lever dagligdagen i dag tør jeg ikke engang tænke på det.
Min konklusion er ét ord: opgivende. Og det skal forståes på den måde at, næsten uanset hvem man snakker med. Er det svært at få medhold i at Palæstina i bund og grund er blevet udslættet.
Jeg kan ikke snuse mig frem til hvornår der er sket en lignende handling. I hver fald ikke en hvor der ikke er nogen der er grebet ind.
Så derfor kan man hurtig føle sig magtesløs og opgivende.
